Aften roning 23 Sept

Tilstand: Mørke. Vind fra vest 6-10 m.sek. bølger lige så. Sydg. strøm.
Fredag 23 Sept drog 9 kajakroere ud på det mørke vand, kun oplyst af hhv. skæret fra Storbæltsbroen eller Korsørs bylys.
Ved 18 tiden blev kajakkerne pakket på traileren og så blev der indtaget fiberpasta med oksekød, sprøde brød og en stor ispind, vi kaldte for en magnum! Så var bunden lagt, og lidt til. Flere kom med bemærkninger til vejret og om det nu kunne lade sig gøre at ro fra Kobæk i frisk vind og bølger!
20.15 var de fleste kajakker taget af, på P-pladsen på Kobæk Strand. Halvdelen tog ned til vandet, der tydeligt kunne høres bruse i vinden, hver gang bølgerne slog ind. Kort efter stod det klart, helt klart. 4 ud af de 9 ville tage hjem igen og nyde Noret i mørke. De 5, mere end halvdelen, sagde farvel og gjorde kajakkerne klar med stævnen direkte ud i dønningerne, der dog var mest slemme tæt på land. Lystskoven, med sine skrænter og derved høje skygge mod nord, var tydeligt at se. Dét var vores første mål. Det blev hurtigt tydeligt at pandelamperne var uundværlige for, at kunne se hinanden men absolut slet ikke gode, når det drejede sig om at se med dem. Det var bedst med dem i nakken eller pegende nedad på dækket. Fik man en lyskegle i hovedet, Henrik, så gik der lige et minut før at øjnene igen kunne "se" i mørket og så måtte balancen klare det imens. Uden at skulle gøre det værre end det var, så må vi - os på Storebælt - alligevel sige at det ikke var det mest gæstfrie vand. Men det lykkedes og alle holdt sig i deres kajakker. Det gik ikke at holde pause ved Lystskoven. Sten på stranden og bare vandets brusen fik tankerne hen til bare at blive ude på vandet. En kort og god pause blev holdt kort før Ceers stranden med kaffe/te, kage og det andet nødvendige. Så manglede der bare de sidste ca 7 km.
Ud for Ceers Stranden blev det lige spændende nok, da bundgarnspæle kom til syne, sådan som mørket nu ønsker at vise nogle høje tændstikpinde et par meter fra kajakken. Nå men vi roede da bare vest på, langs nettet og pælene. Jacob fortsatte underligt nok lige igennem, men så lå Lars pludseligt sidelæns over i et garn ved, at han holdt fast i det. Vi var lukket inde! Og der var altså bølger og meget krabbet vand. Nu kom knivene vi har, ikke på tale. Slet ikke når det drejer sig om stålwire..! Vi bakkede og tog syd på 15-20 meter, ud af nettet. Skønt. Pulsen kom ned igen. Om Jacob vidste at han var roret igennem et "hul" i nettet eller andet står hen i det uvisse. Det må have været pr. intuition.
Lige inden lystbådehavnen måtte Rico have tømt sin kajak for vand. Det viste sig at skinnen til sædet var gået igennem stævn lugen, nede under og derved blev kajakken ustyrlig og tung. Lars tog med ind til stranden lige inden molen og fik den tømt. Ud igen. Imens dansede 3 andre lygter op og ned som et andet tivolioptog og mange gange var det med et yeeeehaaaa og lyset forsvandt. Ikke fordi roeren gik i vandet, men fordi nogle bølger var høje og så bliver man let gemt af vejen i dalen og det var nu meget opløftende. Lige inden vi rundede indsejlingen til Korsør Havn, opdagede vi nogle lys der havde rigeligt med fart på i forhold til vores fart. Vi gjorde holdt da et kæmpe skib stævnede ud, fuldstændigt som at se gyserfilmen The Fog.... og så lader vi den ligge. Herefter var det bare om at komme hjem, de sidste 1,75 km. Vi lagde kroppene på bådebroen 24:05, 5 min senere end angivet. 2t 55 min konstant roning og tilbagelagt 15 km. Vi drømte om et varmt bad.
Der var ingen andre end os selv, der kunne sige at vi var lidt seje, med et fordrejet smil på læberne. Det skal helt sikkert gøres igen. Fordelingen var nu alligevel også meget god. 2 instruktører og 3 roere. Det var også en god beslutning at de andre 4 tog i Noret, frem fra Kobæk. Der blev roet 5 km i Noret, vi her på redaktionen har fået nys om, var en hyggelig tur.
Der er desværre ikke blevet taget nogle billeder. Både pga vejrforholdende og pga at det jo meget indlysende var - mørkt. Men vi har her i nævnt rækkefølge Hold 1, Storbælt og Hold 2, Noret. inkl hjælpere.
Hele hold 1. Rico, Henrik, Jacob, Frank og Lars.
Hold 2, Jan, Pernille, Jonna og Birte. Chauffører Marianne og Birgitte.


